
Schlüter-DITRA
En DITRA-måtte under fliserne er ikke til at komme uden om, når det drejer sig om tætning, afkobling, damptrykudligning, belastningsoverførsel og varmefordeling.
Kategori: Historisk vartegn | Sted: Paris, Frankrig | Produktanvendelse: DITRA, DILEX-KS
Eiffeltårnet er et af verdens kendteste vartegn. Det blev opført mellem 1887 og 1889 og indviet på verdensudstillingen i anledning af hundredåret for Den Franske Revolution. Siden 1980'erne er "den stålsatte dame" blevet restaureret og ombygget med jævne mellemrum for at kunne tilbyde de besøgende mere plads og komfort. På grund af bygningens enestående karakter samt det høje besøgstal på omkring 20.000 turister dagligt er sådanne arbejder ikke noget simpelt forehavende. Også renoveringen af Eiffeltårnets første etage i 57 meters højde var et både omfattende og ekstraordinært projekt: Ombygningsarbejdet strakte sig over et areal på i alt 4.586 m2 og omfattede ud over pavillonerne Eiffel og Ferrié også de tre adgangsbygninger til elevatorerne samt restaurantens facade.
I forbindelse med disse enestående byggearbejder havde firmaet EDM Paris fået til opgave at beklæde pavillonen Ferrié med natursten. Herunder hørte foruden det 300 m2 store gulvareal også 85 m2 beklædninger på skråvægge samt beklædning af en trappe og forskellige møbler, f.eks. bænke og diske. De mange turister og de vibrationer, som det store besøgstal forårsager, er en særlig udfordring. "En standardiseret eller traditionel fremgangsmåde var derfor ikke mulig", fortæller Sébastien Sollier, projektleder hos EDM Paris. "Vi måtte indhente en byggesagkyndig erklæring for at opnå tilladelse til at bruge de materialer og den fremgangsmåde, der var nødvendig for arbejdets udførelse. Frem for alt skulle vi tage højde for den enorme vægtbelastning."
Hvert eneste element, der blev fjernet fra pavillonen, blev bragt ned og vejet – akkurat som alle de elementer, der blev transporteret op. Præmissen var, at Eiffeltårnet skulle veje det samme før og efter restaureringsarbejdets udførelse.
Det var arkitektens ønske, at den største del af gulvarealet skulle udstyres med naturstensplader i størrelsen 100 x 100 cm. For at begrænse vægten af disse plader og ikke overskride en belægningshøjde på 10 mm anbefalede EDM anvendelsen af Stone Performance-teknologi. Som ekspert inden for natursten tilbyder Stone Performance produkter, der opfylder mange forskellige krav. Den her valgte plade er et materialemiks af 10 mm tykke natursten på en glasfiber, der er strukturklæbet over hele arealet. Dette materiale har en fortrinlig bøjnings-, kompressions- og gennembrydningsresistens, og EDM havde allerede benyttet det til gulvarealer i elevatorer og i områder med megen færdsel.
Udlægningen i pavillonen Ferrié foregik på en gulvplade af stål. Efter påførsel af en hæftegrunder begyndte medarbejderne fra EDM med at udlægge den kombinerede isoleringsmåtte Schlüter-DITRA 25 (nu DITRA). Den benyttes ikke kun til neutralisering af de forskellige spændinger mellem belægning og underlag, men absorberer også vibrationer fra bygningen. Sébastien Sollier fortæller: "Da vi justerede vores lasernivelleringsinstrument, bevægede viseren sig frem og tilbage konstant. Tårnet er hele tiden i bevægelse, og det mærker man specielt i myldretiden. Kun om morgenen, når tårnet stadig var lukket for besøgende, var viseren nogenlunde stabil."
DITRA 25 blev fastklæbet med den fleksible og formbare klæbemørtel Keraflex S 1 fra Mapei – efter mørtlens bindingsfase kunne pladerne udlægges. Vi arbejdede her i afsnit à ca. 20 m2. Materialeblandingen af natursten og glasfiber blev anbragt på måtten med Keralastic T fra Mapei. De ca. 25 kg tunge Stone-Performance-plader blev bragt hen til arbejdsstedet ved hjælp af sugeløftere. Hele belægningsarealet blev opdelt i 40 m2 store afsnit med Schlüter-DILEX-KS-bevægelsesprofiler – disse profiler blev også installeret i dørområderne. På den måde opfanges de konstante bevægelser og længdeændringer ved solindfald optimalt allerede på belægningsplanet.
Et hold var beskæftiget med at anbringe isoleringsmåtten, et andet hold tog sig af udlægningen af det øverste lag efter tørringen.
Et helt overordnet krav til dette ekstraordinære renoveringsprojekt var en perfekt organisation for ikke at overskride den stramme tidsplan. Ti medarbejdere var beskæftigede med udlægningsarbejdet, der varede ca. tre måneder – den forudgående forberedelse af arbejdsstedet havde taget et halvt år. Arbejdsbetingelserne var alt andet end almindelige. Sollier fortæller: "Vi havde ingen lagerplads på stedet, alle materialer blev oplagret i udkanten af Paris. Leverancer kunne kun finde sted om morgenen mellem kl. 7 og 9, mens tårnet stadig var lukket. Materialet blev aflæsset i en transitzone ved tårnets fod og efter vejningen transporteret op med en løfteplatform. Denne platform kørte kun op en gang om dagen, før turisterne kom. Så det gjaldt om at time materialeforsyningen perfekt, og man måtte ikke glemme noget."
Når løfteplatformen med en bæreevne på 9 tons havde nået den første etage i 57 meters højde, blev den til en del af arbejdsstedet, der lå mellem to balkoner, og fungerede som provisorisk lagerplads. Hver aften blev bygningsaffaldet kørt ned og ligeledes vejet for at overholde den førnævnte balance mht. vægtbelastningen. Hele den omfattende renovering af den første etage varede knap to år. Med den sikre kombinerede isoleringsmåtte er der nu sørget for, at den attraktive gulvbelægning forbliver ubeskadiget også under disse særlige omstændigheder.